De første hold af vores danske jægere er afsted, og vi har fået denne beretning fra vores gæst, Olav, der netop har været på 2 dages trykjagt i Mirow, Mecklenburg-Vorpommeren.
“Vi er på jagt i det skønneste efterårs- og løvfalds vejr i Mirow – omgivet af grønne/gule/røde løvskove og høje fyrretræer, blanke søer og høj blå himmel.
Frosten har lige knap indfundet sig endnu, så der er masser af løv på trænerne – det komplicerer selvfølgelig skydningen, men gør også at vi må skærpe vores sanser og være på tæerne!
Løvet falder stille omkring os i tårnene, imens vi hører driverne nærme sig i det fjerne. Øjnene er stift rettet imod stammerne og tykningen foran mig; hvad mon kommer frem? I går var det råvildt (som slap uskadt forbi), men i dag faldt en fin überläufer for min kugle.
Heldigvis har vi også tid til hyggelige timer med jagthistorier, billeder fra tidligere jagtture og erfaringer med jagt, udstyr etc.
Knæk og bræk til alle jer andre derude.”
Waidmannheil!